- Det er helt nødvendigt for at vi kan nå vores egne mål på energiområdet, at Danmark og vores nabolande sætter ambitionerne for grøn udbygning af energi så højt. Det åbner også op for dansk eksport og arbejdspladser. Vores branche har længe ønske en større målsætning på området, og vi er klar med grønne investeringer, siger adm. direktør Kent Damsgaard, F&P.
Nu gælder det om hurtigst muligt at få de konkrete rammer på plads, så planerne om at gøre Nordsøen til et grønt kraftværk kan blive til virkelighed. Vi står i hvert fald som branche klar i starthullerne, siger Kent Damsgaard.
Planerne om at udbygge kapaciteten frem til 2050 der vil dække behovet for op til 230 millioner europæere kræver investeringer for over 1.000 mia. kr.
- Vi kan med en udbygning af havvind få sat gang i, hvad der kan ende som et sandt eksporteventyr for Danmark. Det spiller også direkte sammen med udviklingen af PtX, så de store mængder grøn energi, vi skaber i Nordsøen, kan lagres og bruges effektivt til de 230 millioner europæere, der kan nyde gavn af den grønne energi, fortæller Kent Damsgaard.