For at give kunderne bedre muligheder for at sammenligne deres risiko pensionsselskaberne imellem har F&P netop udviklet et nyt værktøj, hvor den enkelte dansker kan se sin risikoprofil i sit eget pensionsselskab. Værktøjet gør det muligt at sammenligne med den gennemsnitlige risiko i alle selskaber.
- Vores branche går nu i luften med en online-løsning, hvor man som kunde let kan se, hvor ens risiko på markedsrentepension ligger i forhold til branchegennemsnittet for selskaber med lignende profiler. Hvis man fx har valgt ”mellem risiko” i sit selskab, kan man se, om ens risiko er højere eller lavere end den gennemsnitlige ”mellem risiko” blandt alle selskaber, fortæller Karina Ransby, underdirektør i F&P.
Danskernes samlede pensionsopsparing har rundet 4.000 mia. kr., og en stadig stigende andel er markedsrentebaseret, hvor den enkelte kunde selv har investeringsrisikoen. Derfor er det vigtigt, at pensionskunderne kender risikoen på deres pensionsopsparing - og véd, hvad den betyder.
- Vi lever i en turbulent tid - det ses tydeligt på finansmarkederne. Derfor er det vigtig, at flest muligt kan forstå og forholde sig til deres pensionsopsparing og investeringsrisiko. Det kan man med det nye forbrugerværktøj, siger Karina Ransby.
Det nye forbrugerværktøj, Min Pensionsrisiko, er et supplement til F&P’s eksisterende værktøj, hvor forbrugeren kan sammenligne pensionsordningers afkast, omkostninger og valgmuligheder.
Det danske pensionsmarked bliver år efter år kåret til at være et af verdens bedste, og det skyldes ikke mindst de mange forbrugerværktøjer, der skaber åbenhed og gennemsigtighed.
- Det er desværre de færreste danskere, der har fokus på deres pensionsopsparinger i hverdagen, men vores pensionsselskaber gør en stor indsats for at gøre det nemt at kunne tjekke sine opsparinger. Der findes i dag en række gode værktøjer, og med den nye sammenlignings-portal, så hjælper vi yderligere danskerne til at få en bedre finansiel forståelse, siger Karina Ransby.