Tema
Debat

Ny podcast slår et slag for økonomisk ligestilling

7. mar. 2022
Hvorfor tager kvinder mindre risiko end mænd i deres investeringer? Hvorfor går færre kvinder op i deres egen økonomi? Hvorfor ved kvinder mindre om pension end mænd? Og hvorfor har kvinder mindre i pension end mænd? Det vil en ny podcast gøre op med.

Ny podcast-serie, Et Rigere Liv, sætter fokus på livets store økonomiske beslutninger - alt fra spørgsmål om ægteskab, skilsmisse og ægtepagt, bolig, barsel og samtaler om økonomi med sin partner og til, hvordan man bedst finder rundt i pensionsopsparings-junglen.

 

Kvinder får i gennemsnit 18 procent mindre i løn end mænd. Det påvirker deres pensionsformue, som derfor er 20 procent mindre end mænds, når de skal på pension. Det betyder, at kvinders pensionsudbetalinger er næsten 1/3 lavere end mænd .

 

Derfor er Kvindeøkonomien gået sammen med F&P om at udvikle en podcast-serie, der skal fungere som en slags hjælp-til-selvhjælp for en bedre økonomisk forståelse og til at kunne træffe de rigtige valg igennem livet – og dermed blive rigere.

 

- Tallene taler deres tydelige sprog: Kvinder er fattigere end mænd i Danmark. Vi tjener mindre, investerer mindre, tager længere barsel, har en lavere timeløn - og når kvinder en dag går på pension, har de en million kroner mindre i samlet formue end mænd. Vi skal have vendt den udvikling, og det håber vi at gøre med at oplyse om de mange økonomiske valg, kvinder tager gennem livet, fortæller Eva Svavars, forkvinde i Kvindeøkonomien.

 

Kvindeøkonomien og F&P er gået sammen med journalist Maria Jencel om at producere podcasten, og den vil komme med svar på, hvor mange penge man skal spare op til sin pension, hvad barsel betyder for ens opsparing og generelt guide lytterne igennem seks afgørende økonomiske øjeblikke i livet .

 

- Selv om vi kan se i statistikkerne, at kvinder haler uddannelsesmæssigt ind på mænd, så er der et stykke vej til, at deres økonomi nærmer sig mændenes niveau. En bedre finansiel forståelse kan hjælpe med at indfri manges ønsker om at få bedre styr på den daglige økonomi. Selv om podcasten er målrettet kvinder, så kan mænd også få god gavn af at lytte med, fortæller Karina Ransby, underdirektør i F&P.

 

I hvert afsnit interviewer Maria Jencel en række eksperter inden for privatøkonomi, jura og erhvervslivet. Maria Jencel tager store og alvorlige emner op, som klæder lytterne på til at tage aktivt ejerskab af sin privatøkonomi, og som kvinde forstå, hvordan man navigerer gennem livet for netop at blive rigere.

 

De seks afsnit vil udkomme hen over de kommende seks uger og har følgende temaer:

  • Pension for begyndere. Ekspert Ida Marie Moesby, cheføkonom i Nordea
  • Klog i kærlighed - Nybagt forældre eller nygift. Ekspert Johnni Bendt Nielsen, Pædagogernes Pension
  • Mit første hjem - Det gode boligkøb. Ekspert Mette Reissmann
  • Lets go - Livet som selvstændig. Ekspert Louise Fredbo-Nielsen, fremtidsforsker og forfatter
  • Til døden os skiller - Den gode skilsmisse. Ekspert Anne-Louise Lindkvist, Sampension
  • Hvis ulykken er ude - Det forsikrede liv. Ekspert Karina Ransby, F&P

 

Hent podcasten ’Et Rigere Liv’, hvor du plejer at hente dine podcast.

 

Fakta om Kvindeøkonomien
Kvindeøkonomien er en non-profit interesseorganisation, som arbejder for økonomisk ligestilling. Det gør de gennem aktiviteter, der sætter økonomi på ligestillingsdagsordenen på samfundsniveau, samtidigt med at de søger at fremme den enkelte kvindes viden om, hvordan hun kan tage styringen i sin privatøkonomi. Kvindeøkonomien faciliterer debat, oplyser, holder events og samler kvinder i fysiske og online fællesskaber.

Lyt til dem her


Vil du modtage vores nyheder på mail?

Kontakt


Pension og Velfærd

Karina Ransby

Underdirektør, cand.polit.
Pressekontakt
+45 41 91 91 01
(Kan ikke bruges til SMS)
Din browser er forældet, Du bør opdateres til en moderne browser. Læs mere her.