Pensionsbranchen vil samarbejde om investeringer i infrastrukturen

Publiceret 08.04.2021
Kommentar: Forsikrings- og pensionsselskaberne vil gerne investere i Danmarks infrastruktur og være med til at løfte regeringens trafikudspil.

Regeringen præsenterede i dag et nyt trafikudspil bl.a. med vægt på nye motorvejsstrækninger, nye broer, udvikling af kollektiv trafik og en grøn investeringsplan.

Forsikrings- og pensionsselskaberne vil gerne være med til at løfte regeringens trafikudspil og udvikle Danmarks infrastruktur fx via OPP-projekter.

- Så store infrastrukturprojekter, som regeringen lægger op til, kræver massive investeringer for at kunne lykkes. Vi er som branche klar til at bidrage på den front. Det kan fx være i form af OPP-projekter, som vi forvejen har mange erfaringer med på dansk grund, siger underdirektør Tom Vile Jensen, Forsikring & Pension.

- Men også når det kommer til investeringer i store udenlandske motorvejsprojekter og brobyggerier, har vores medlemmer erfaringer. Så vi er klar til at være med, siger Tom Vile Jensen.

 

Konkurrencedygtig økonomi

De danske selskaber har samlet set investeret for 113 mia. kr. i infrastruktur, viser den seneste opgørelse fra 3. kvartal 2020.

- En ordentlig og tidssvarende infrastruktur er vigtig for at fastholde en konkurrencedygtig økonomi. Så derfor håber vi, at alle vil være med til at tænke i samarbejde og nye løsninger for at få bygget veje, broer m.v., som gør hverdagen nemmere for danskerne, siger Tom Vile Jensen.

De danske forsikrings- og pensionsselskaber bidrager med deres investeringer i forvejen til at udvikle Danmark og er med til at imødekomme en række samfundsmæssige behov. Det sker ofte i offentlige-private partnerskaber (OPP).

- Pensionsopsparerne skal til og fra arbejde og er på den måde storforbrugere af infrastruktur. Uanset om de nu bor ved Limfjorden eller Lammefjorden. Så for os at se, er der naturligt, at pensionsopsparernes penge også kan gå til en bedre infrastruktur – samtidig med, at vi sikrer et godt afkast til kunderne, siger Tom Vile Jensen.  

 

 

Tom Vile Jensen

Vil du vide mere?

Tom Vile Jensen

Underdirektør