Stort tillykke med valget – her er F&P’s ønsker til det nye Folketing

Publiceret 02.11.2022
Sundhed, ældrepleje og vores klima har været centrale temaer i valgkampen. Og med god grund, for det nye Folketing og Danmarks kommende nye regering står over for afgørende opgaver med både at fremtidssikre vores velfærdssamfund og samtidig nå i mål med den grønne omstilling. F&P ønsker de nyvalgte medlemmer tillykke med valget og ser frem til – sammen med det nye Folketing – at finde de rigtige løsninger på de store problemer, Danmark står over for.

- Første og fremmest et stort tillykke både til de genvalgte og de mange nyvalgte medlemmer af Folketinget. Og en tak for, at de vil tage det store ansvar på sig i en tid, hvor vores økonomi og tryghed er under større pres, end vi har oplevet meget, meget længe. Vi glæder os til samarbejdet, siger adm. direktør Kent Damsgaard, F&P.


Han fremhæver, at både den grønne omstilling og sikringen af velfærden er afgørende opgaver, der kræver handling nu.

 

- Vi står i Danmark med rigtig mange store, akutte og helt bundne opgaver. Den grønne omstilling er kun blevet mere nødvendig set i lyset af krigen i Ukraine og energikrisen. Og samtidig er vi nødt til finde nogle veje til at fremtidssikre vores ældrepleje og sundhedssektor, så de kan bære – også om 5, 10 og 20 år, siger Kent Damsgaard.


Ifølge Kent Damsgaard er forsikrings- og pensionsbranchen i høj grad en del af løsningen. Han opfordrer den kommende regering til at nedsætte velfærdspartnerskaber, der kan finde konkrete veje til at fremtidssikre velfærden.

 

- Jeg tror ikke, at nogen i Danmark kender alle svarene på, hvordan vi løser de problemer, vi står med inden for ældreplejen og vores sundhedsvæsen. Men jeg er overbevist om, at vi kan finde dem i fællesskab. Derfor håber vi, at den kommende regering vil invitere både vores branche og alle andre relevante aktører ind i partnerskaber om vores velfærd. For vi kan kun løse det i fællesskab, siger Kent Damsgaard.


Han opfordrer samtidig både Folketinget og den kommende regering til at understøtte en stærk forsikrings- og pensionsbranche, der kan blive ved med at skabe både tryghed og udvikling i samfundet.

 

- Danskerne er hårdt ramt af inflationen lige nu, og derfor er der brug for den tryghed, der ligger i forsikringer og en god opsparing til alderdommen. Derfor håber jeg virkelig også, at det nye Folketing groft sagt vil prioritere samarbejde frem for særskatter, så det ikke bliver dyrere for danskerne at have en forsikring eller spare op til pension, siger Kent Damsgaard.

Kent Damsgaard

Vil du vide mere?

Kent Damsgaard

Adm. direktør