Hvert år anmeldes der ca. 100.000 sager om arbejdsulykker, hvor en medarbejder er kommet til skade på sin arbejdsplads. Heldigvis er en væsentlig del af skaderne så små, at de ikke medfører, at medarbejderen har noget sygefravær. Af de 100.000 anerkendes omkring 9.000 som arbejdsulykker af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. En del af disse arbejdsulykker er forholdsvis små og medfører ikke, at tilskadekomne får varigt mén eller erhvervsevnetab.
Tilbage er de sager, som får alvorlige konsekvenser for de tilskadekomne i form af varige mén og erhvervsevnetab. Det er de sager, som arbejdsskadesystemet primært skal tage hånd om. For at sikre, at tilskadekomne er i arbejdsskadesystemet kortest muligt, er det afgørende, at der træffes rigtige og velunderbyggede afgørelser på de rigtige tidspunkter i sagsforløbet.
For jo mere tid og jo flere ressourcer de tilskadekomne bruger i arbejdsskadesystemet, desto mindre tid og desto færre ressourcer kan de bruge på det, der er vigtigt – nemlig at få det bedre og bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet.
Den tilskadekomne bliver oftest både en del af arbejdsskadesystemet og en del af det kommunale system. Samspillet mellem de offentlige overførselsindkomster – midlertidige som varige – og erstatninger efter arbejdsskadesikringsloven kan være svært at gennemskue for den tilskadekomne. Det er med til at mindske de tilskadekomnes retssikkerhed.
Når en arbejdsskade anmeldes, kan forsikringsselskaberne tilbyde hurtig udredning, behandling og hjælpe med til at sikre, at den tilskadekomne bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet. Forsikringsselskaberne fungerer derved som et supplement til det offentlige system og forsøger altid at komme hurtigt ind i et arbejdsskadeforløb. Det vanskeliggøres desværre ofte af de lange ventetider i arbejdsskadesystemet.
