Meget få kvinder fortsætter i job efter pensionsalderen

Publiceret 08.03.2023
Over dobbelt så mange mænd arbejder efter folkepensionsalderen sammenlignet med kvinder. Hvis kvinder arbejdede i samme udstrækning som mænd, ville beskæftigelsen være 22.000 fuldtidsbeskæftigede højere. F&P efterlyser større fokus på, hvordan arbejdsdygtige kvindelige seniorer kan fastholdes i job.

De erfarne medarbejdere har stået for en meget stor del af jobfremgangen de seneste år, fordi danskerne bliver længere i job. Men der er massiv forskel på, hvornår mænd og kvinder trækker sig fra arbejdsmarkedet. 10,5 pct. af alle mænd og 4,5 pct. af alle kvinder over folkepensionsalderen arbejder hver måned.

 

- Der er en kæmpe forskel på, hvor mange kvinder og mænd der arbejder efter folkepensionsalderen. Der er dobbelt så mange mænd, som bliver i jobbet, siger adm. direktør Kent Damsgaard, F&P.

 

I løbet af de sidste 12 år er beskæftigelsen blandt seniorer øget markant, fordi både efterlønsalderen og folkepensionsalderen er blevet sat op. Det har betydet, at både mænd og kvinder trækker sig senere tilbage fra arbejdsmarkedet. Men kvinder trækker sig tilbage ca. 1,5 år tidligere end mænd. Sådan har det været over hele perioden, og tendensen går igen på tværs af sektorer og brancher.

 

- Både kvinder og mænd trækker sig senere og senere tilbage fra arbejdsmarkedet, men kvinder gør det hele 1,5 år før mænd. Forskellen går på tværs af brancher og betyder også, at der er stor forskel i arbejdsomfanget efter folkepensionsalderen, siger Kent Damsgaard.

 

I de næste mange år står vi til at mangle arbejdskraft på mange dele af arbejdsmarkedet, og i høj grad også inden for velfærdsfagene, hvor kvinder traditionelt udgør en stor del af de ansatte. Hvis kvinder trak sig senere tilbage og arbejdede i samme omfang som mænd efter folkepensionsalderen, kunne det øge beskæftigelsen med 22.000 fuldtidsbeskæftigede. En stor del er dog på deltid, så det svarer til 37.000 flere kollegaer i job.

 

- Vores beregninger viser, at hvis man forestiller sig kvinder arbejdede lige så meget som mænd efter folkepensionsalderen, ville det øge beskæftigelsen med 22.000 fuldtidspersoner. Det ville være et kæmpe boost til mange af de både private og offentlige arbejdsområder, hvor vi mangler arbejdskraft nu og i årene fremover, siger Kent Damsgaard.

 

Han opfordrer til, at der både hos politikere og på de enkelte arbejdspladser kommer fokus på, hvordan flere erfarne og arbejdsdygtige kvinder kan fastholdes i job.

 

- Der er tydeligvis et potentiale her, hvis vi som samfund bliver bedre til at fastholde de kvinder, som stadig kan og vil arbejde, selv om de har nået den offentlige pensionsalder. I en tid, hvor der i dén grad mangler dygtige folk, er det et åbenlyst sted at tage fat, siger adm. direktør Kent Damsgaard.


Dobbelt så stor andel mænd arbejder efter folkepensionsalderen

 

 

Potentiale ved samme beskæftigelsesfrekvens (10,5) og samme beskæftigelsesgrad/omfang (55pct).

 

 

Tilbagetrækningsalderen er lavere for kvinder på tværs af brancher og tendens til at være lavest i brancher, hvor mange kvinder er ansat.

 

 

 

Kent Damsgaard

Vil du vide mere?

Kent Damsgaard

Adm. direktør