F&P: Pensionsbranchen slår rekord med 50 mia. kroner til statskassen

Publiceret 02.02.2022
En ny opgørelse blandt pensionsselskaberne i F&P viser, at der er udsigt til et rekordhøjt bidrag til statskassen på omkring 50 mia. kroner i provenuet fra den såkaldte PAL-skat af afkastet fra danskernes pensionsopsparinger i 2021. Den hidtidige rekord var fra 2019 og på 38 mia. kr. Opgørelsen omfatter alene F&P’s medlemmer, så det samlede provenu, som også omfatter PAL-skat fra pengeinstitutter og ATP, vil være endnu større.

- De danske pensionskunder fik nogle virkelig gode afkast i 2021, og det kommer ikke kun den enkelte til gode. Det gavner i den grad også statskassen, hvor bidraget i pensionsskat fra vores medlemmer har udsigt til at nå rekordhøje 50 mia. kroner, siger adm. direktør Kent Damsgaard.

 

Det samlede bidrag fra PAL-skatten i 2021 vil blive endnu større, fordi den også omfatter pensionsafkast fra pengeinstitutterne og ATP.

 

- Vores pensionsordninger har på mange måder overtaget den rolle, som Nordsøen spillede engang, for samfundsøkonomien. Så selv om de færreste måske har hørt om PAL-skatten, så har den enorm betydning som bidrag til finansieringen af vores samfund og velfærd, siger Kent Damsgaard.

 

Han peger på, at PAL-bidraget alene fra F&P’s medlemmer er mere end 14 mia. kroner større end skønnet for de samlede indtægter af skatten i Finansloven for 2022 og Økonomisk Redegørelse fra december 2021.

 

- Regeringen har netop præsenteret et lovforslag om et såkaldt samfundsbidrag, der indfører en særskat på vores medlemmer for at finansiere Arne-pensionen. Jeg håber, at rekordbidraget fra pensionsskatten her giver anledning til virkelig at genoverveje fornuften i at lægge en ekstraskat på vores medlemmer og de danske forsikrings- og pensionskunder, siger Kent Damsgaard.

 

Kent Damsgaard

Vil du vide mere?

Kent Damsgaard

Adm. direktør