Forsikring handler om at skabe tryghed for hver enkelt borger. At være et sikkerhedsnet, når skaden sker, så almindelige danskere og virksomheder ikke skal bekymre sig om, at de skal gå fra hus og hjem, hvis uheldet er ude.
Traditionelt har forsikringsbranchen sikret den enkelte borger og virksomhed i form af erstatning i kroner og øre, når uheldet var ude. I fremtiden kommer den tryghed, forsikringsbranchen leverer, i endnu højere grad til at handle om, at uheldet aldrig kommer til at ske. Det er en gevinst for både borgere, virksomheder og samfundet. Færre skader vil gavne den enkelte kunde, som vil opleve mere tryghed. Ligesom færre skader vil gavne klimaet og hele samfundet, da færre ting skal erstattes, hvis vi bliver bedre til at forebygge og herved undgå skader. Forebyggelse er derfor et vigtigt indsatsområde for forsikringsselskaberne.
Forebyggelse skal skabe mere tryghed
F&P arbejder med seks strategiske fokusområder inden for forebyggelse, som det fremgår af nedenstående figur. Du kan læse mere om hver af de strategiske indsatser i F&P's udspil 'Et tryggere Danmark'.
Forebyggelsesstrategien skal bidrage til at skabe en fælles ramme for branchens forebyggelsesindsats, så det bliver endnu mere tydeligt, hvilke målsætninger branchen har på forebyggelsesområdet.